Forståelse for karsprængninger og behandling af disse

Hvad er karsprængninger?

Karsprængninger er en ufarligt tilstand, hvor små blodkar sprænger grundet skader i karvæggen. Oftest er generne udelukkende kosmetiske, men i nogle tilfælde kan der dog opstå fysisk mærkbare gener.
Karsprængninger kan ses på huden som røde, blå eller lilla mønstre. Størrelsen og udformningen kan variere meget.
Fænomenet forekommer oftest på benene eller i ansigtet, hvor det oftest ses på kinder og næsen. Hos mænd opstår karsprængninger oftest på næsen, mens de hos kvinder hyppigst ses som større blålige mønstre på lår og underben.

Hvorfor opstår karsprængninger?
Der kan være flere forskellige årsager til karsprængninger, og årsagen har betydninger for, hvorvidt karsprængningerne dannes på benene eller i ansigtet. Når karsprængninger opstår, skyldes det, at de tynde blodkar i overfladehuden bliver udsat for et så højt tryk, at karvæggene brister.
Karsprængninger er nærmest uundgåeligt, når man kommer op i alderen. Det skyldes, at karrene med alderen bliver stive og skrøbelige. For kvinder øges risikoen for karsprængninger under graviditeten, da blodmængden fordobles og trykbelastningen i karrene derved øges.
Derudover kan sol, vind og kulde skade huden og give karsprængninger på kinder og næse.

Behandling af karsprængninger

Forinden behandling af karsprængninger er det vigtigt at undersøge, om der også er åreknuder i samme område, som skal behandles. Er dette tilfældet, vil karspræningerne ofte komme igen, hvis åreknuderne ikke også behandles.

Karsprængninger på benene behandles med den metode, som kaldes “mikroinjektion”. Ved mikroinjektion sprøjtes en væske direkte ind i karsprængninger ved brug af en meget tynd nål. Dette gør, at karrene lukker sig sammen, og karsprængningerne vil derfor forsvinde i løbet af nogle uger. Det kan dog forekomme, at der går flere måneder, før karsprængningerne er forsvundet helt.
Ofte er det nødvendigt at gentage behandlingen, hvis man døjer med mange karsprængninger, men det er individuelt fra patient til patient.

Mulige bivirkninger ved behandlingen

Ved behandling af karsprængninger ved mikroinjektion kan der opstå små blærer på huden. Disse blærer vil dog hurtigt forsvinde igen. Der kan også forekomme misfarvninger på huden, som vil forsvinde i løbet af et års tid. I sjældne tilfælde kan der opstå sår på huden under behandlingen, men de vil hele i løbet af nogle uger.

Forebyggelse af karsprængninger

Det er kun karsprængninger i ansigtet, der kan forebygges direkte. Dette kan gøres ved at beskytte huden mod solen ved hjælp af solcreme. Derudover er det vigtigt at opretholde en god hudpleje, hvor man sørger for at rense huden dagligt og tilføre den fugt ved hjælp af en god fugtighedscreme. Det kan her være en god idé at opsøge en dermatolog for at få optimal vejledning i pleje af ens hud. Man kan også spørge om råd i eksempelvis Matas, hvilket ofte er godt nok, hvis man ikke døjer med specielle hudproblemer ellers.
Karsprængninger på benene opstår ofte i forbindelse med åreknuder, og en forebyggelse af karsprængninger på benene vil derfor være en forebyggelse af åreknuder. Generelt er der ikke så meget, man selv kan gøre for at undgå åreknuder, men hvis man har tendens til hævede ben, kan kompressionsstrømper være en god idé. Herudover kan man lave diverse venepumpeøvelser for at styrke venepumperne og veneklapperne. Overvægt kan også forøge risikoen for åreknuder, og det kan derfor være en god idé at holde vægten nede.

 

 

Kristine Wiese